Når barnet råber: ”Fuck skolen” istemmer skuespilleren

Hele vejen gennem vores barndom er skolen en vigtig faktor i vores liv – det er her alle vores venner er og for mange bruges størstedelen af tiden også her – og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for vi har et udmærket uddannelsessystem. Men det er sjovt nok i ordet ”uddannelsessystem” hele baggrunden for dette brev ligger: Hvorfor ”system” og ikke ”systemer”?

jens-ulvedal

At være analytisk

Vi lærer allerede fra barnsben af, hvordan vi skal forstå, analysere og fortolke en tekst, og det bliver holdt strengt ved lige, indtil du får studenterhuen på og videre ud i dit voksenliv. Vi lærer, at når tekstens karakterer gør A må det betyde B. Man lærer for eksempel at et slukket lys symboliserer døden, at grøn symboliserer håb. Det er alt sammen gode analytiske værktøjer, som giver dig en god forståelse, når du læser teksten. Det hjælper dig med at skabe universer, billeder – og generelt etablere bogens miljø. Vi lærer alle at være opmærksomme analytikere.

Og det at være en analytiker er godt – uden denne tankegang ville vi have svært ved at fortolke resultater og omsætte dem til noget andet – man ville måske pludselig kunne risikere, at man havde læst en helt bog uden overhovedet at fatte, at hovedkarakteren eksempelvis var et spøgelse eller lignende. Den analytiske tankegang hjælper os med at skabe mening – dog oftest én mening ud fra, hvad tidligere analytikere er kommet frem til, og det er her hele problemet ligger.

Alle er copycats

Vi lærer, at der er én mening med tingene – når du rækker hånden op og går i gang med at analysere lektien til i dag, så vil læren enten ryste på hovedet eller nikke genkendende. Vi får en rækker modeller, der skal føre os frem til en række tilhørende resultater, der som oftest allerede er at finde i forvejen.

Overvej: Hvis du sidder i panikangst 2 minutter før afleveringsfristen for din danskanalyse og Googler efter en opgave at kopiere, så vil du opdage at alle dem med højeste hits, siger det samme – det samme som din lærer også vil have, du finder frem til i din analyse. Læren vil dog ikke have, at du kopierer den, men kommer frem til det præcis samme på samme måde. Gennem analysen skulle man netop finde nye måder at forstå teksten på – men hvad er meningen, når alting allerede er fundet i forvejen? Så alle er copycats på et eller andet plan: Vi gentager samme analyser, som der allerede er lavet før, med samme resultat.

Altså: fører 20 mennesker samme bog gennem berettermodellen, så vil deres resultater være meget tæt på hinanden. Det bliver pludselig som at regne en hel matematikopgave ud efter, at du har set facitlisten; du lærer en bestemt måde at komme til det passende resultat. Man kan sige, at når en lærer gennemgår en tekst på tavlen, så er der én fremgangsmåde, der gerne skulle føre ét sted hen. Klassen skulle gerne i fællesskab finde meningen. Desværre bliver det ofte som, at gå ud fra at enhver stribet hest er en zebra, og det her, man som skuespiller bliver nødt til at råbe ”Fuck skolen!” – fordi vores arbejde er ikke at finde én mening med vores scene, men at opleve.

At være intuitiv

Når du træder ind på scenen, så skal den analytiske tankegang træde i baggrunden, og du skal bare være intuitiv – altså bare opleve, hvad der sker omkring og i dig. Og det er her mange skuespillere, mig selv inkluderet, pludselig får det sindsygt svært, fordi vi for helvede har lært at tænke analytisk gennem typisk mere end 10 år i streg. Mange ved slet ikke, hvordan det at bare at opleve er for en størrelse – eller det gør de faktisk, for vi gør det hele tiden: Vi ser på verden og reagerer, og fordi man bare oplever, så tænker man slet ikke analytisk. Når en bi fx flyver forbi din næse, så tænker du jo ikke: ”Denne bi er på vej ud for at bestøver planter, derfor må den være et symbol for frugtbarhed”, hvis du overhovedet tænker noget, så er det højest: ”En bi”. Du ser bare en bi – that’s it, du lægger ingen dybere fortolkning i det.

Det samme skal ske, når du i scene skal opdage en bi flyve forbi – intet andet. Man har som skuespiller en idé om, at det man levere skal kunne noget specielt – at man skal præstere ét bestemt resultat – og derfor er der så mange, der kæmper med at opleve – for hvordan oplever man noget, når man kender resultatet? Svaret er simpelt: Det kan du ikke. Den analytiske tankegang fucker godt og grundigt med én her, fordi den altid fortæller om ét resultat – men man må forstå at skuespillet ikke har ét resultat. Se det sådan her: Hvis du taber din kaffe på samme tidspunkt, samme sted 2 dage i træk, så vil resultatet aldrig være éns; koppen smadrer måske første dag, måske triller den langt væk fra dig anden dag, sekretæren har rødt på den ene dag og sort den anden, osv. osv.  Det det samme der sker, men det sker ikke på samme måde. Så, når du skal tabe kaffekoppen hver aften på scenen under sidste akt, så skal det være forskelligt hver gang – fordi situation altid vil være forskellig fra aftenen før, og fordi sådan er det i virkeligheden – forskellene kan være små, men de er der. Små forskelle kan også have stor betydning, derfor vil selv en lille ændring kunne ændre scenen radikalt, rammerne bliver ikke ændret – det stadig samme scene og historie – måden hvorpå karakteren fortæller historien ændres – fordi der ikke er nogen bestemt måde, scenen skal løses på.

Igen, der ikke én løsning

Og selvfølgelig – nej det hele skal ikke bare være oplevet, for du har trods alt nogle cues og nogle replikker, der skal fyres afsted – men det er ikke det, vi skal se, når du spiller. Det man går i teatret eller ser en film for er at se andre mennesker opleve noget, det det som fanger os.
Emnet er kolossalt – og jeg er hverken nok tid eller viden til at kunne dække det på nogen måder. Men allerede igennem mine nu snart 2,5 år på Talentskolen, har jeg fået prikket hul på bylden, når det kommer til at intuitiv. Jeg har aldrig oplevet så meget, som jeg gør nu – både på og af scenen – og det er måske også lidt det, jeg vil frem til og gerne vil have andre oplever – for ligesom, analytisk tankegang har sine fordele, så har intuitiv tankegang også sine. Men man behøver ikke fastlåse sig i et system, man skal udnytte, at det netop ikke er ét system, men flere systemer, analytiske og intuitive. Forskellen er så, at vi alle ikke får undervisning i at være intuitive. Men det i for sig ret simpelt: Åben dine øjne, Oplev.

Jens Ulvedahl, 3.-årselev på Talentskolens Skuespillerlinje.