Hej med jer!

Ricki Hall, fra filmen "En Vals i Støvler", taget af Pelle Juel

Filmen “En Vals i Støvler”, billede af Pelle Juel

Mit navn er Ricki Hall, jeg er 23 år gammel og jeg er elev på Talentskolens Skuespilsspor. I den seneste måneds tid har mine kære holdkammerater og jeg fået muligheden for at stifte bekendtskab med den berømte skuespilteknik ”Meisner” i selskab med skuespiller Carsten Kressner, som til dagligt er rektor for Skuespillerskolen Ophelia i København. En skole der netop underviser i Meisner.

Så sidder I og tænker: Hvorfor skal jeg som læser dog læse videre? Og her sidder jeg tilfældigvis med et godt bud på hvorfor.

Meisnerteknikken drejer sig om at få skuespilleren ud af hovedet og ned i de spontane impulser og handlinger. Igennem ”Repetition Technique” som er et særkende i meisnerteknikken, gentager man det, som medspilleren siger og bliver som skuespilleren frigjort til at reagere spontant og ægte. Carsten Kressner betegner skuespil som ”at handle sandfærdigt under opdigtede omstændigheder”.

Det lyder virkelig kedeligt sort på hvidt, men når øvelsen får lov til at udfolde sig, og skuespillerne virkelig giver sig tid til at mærke efter, så sker der NOGET. Der skabes ægte følelser. Følelser som glæde, vrede, sørgmodighed, frustration, ængstelse, nydelse og forvirring. Følelser som vi kan kende fra vores eget liv. Netop de følelser, vi som skuespillere skal bringe ind på scenen eller foran kameraet.

Så langt, så godt. Jeg håber I stadig er med. For: Hvad oplevede jeg? Jo, det skal jeg sige jer. Jeg oplevede simpelthen at blive åbnet som skuespiller på ny. Jeg oplevede en teknik, som jeg aldrig havde prøvet før, men som jeg allerede nu har lagt ned i min imaginære værktøjskasse. Jeg vil anvende dele af den, når jeg fremover skal agere som skuespiller. Og ikke mindst som menneske i det daglige liv.

Som ung og uerfaren skuespiller falder man tit ned i den dødssynd, som er at spille med hovedet, og ikke maven. Vi tænker, at der er alt muligt vi skal. Alle mulige ting vi skal nå at skabe, for at det bliver så dramatisk som overhovedet muligt. Men når du bruger Meisner skal du ikke skabe noget. Det kommer af sig selv.

At leve

Det handler om mærke at man lever. Det kom jeg for alvor til at mærke til 5. undervisningsdag, da vi elever besøgte Skuespillerskolen Ophelia på Carsten Kressners hjemmebane i København. Jeg skulle lave repetitionsøvelsen med min holdkammerat, Jens, og til øvelsen havde jeg forberedt en aktivitet, som jeg skulle udføre samtidigt med, at jeg skulle lytte til Jens, og ”tage ham ind”, som Carsten Kressner formulerer det. Jeg skulle have et mål med min aktivitet. Et mål som kun JEG kendte til. Og jeg skulle for alt i verden gennemføre den aktivitet. Min aktivitet var at markere replikker i et manuskript, jeg skulle bruge til en casting. Jeg ville for alt i verden lære mine replikker, da det jo ville være den bedste forudsætning for at få jobbet til castingen.

Men det er svært, når Jens står og taler til mig. – Herfra sker der det, at jeg føler at Jens forstyrrer mig midt i min aktivitet, mens Jens føler at han ikke får nok opmærksomhed. På den måde skabes en dramatisk konflikt, som føltes ægte. Simpelthen fordi at det VAR ægte. Til syvende og sidst råbte og skreg vi af hinanden, fordi ingen af os fik det, som vi gerne ville. Og så bliver man vred og frustreret. Man bliver rørt. Jeg husker, at jeg i situationen med Jens mærker en varm prikken oppe bag min højre tinding. En varm prikken der banker, fordi jeg ikke får den fred til at lave min aktivitet, som jeg ønsker, og det frustrerer mig. Derfor flyver jeg op ad stolen, vælter både den og bordet foran mig, og råber ad Jens, at han skal holde sin kæft og lade mig være!  –  Der bliver helt stille i lokalet. Jens står stille og ser måbende på mig. Med skælvende, lettere lys stemme siger han: ”du gør mig bange” og vi fortsatte øvelsen derfra.

Den varme prikken jeg mærkede oppe bag højre tinding kort før vredesudbruddet, er nøjagtig samme prikken som jeg oplever, når privatpersonen (og ikke skuespilleren) Ricki bliver vred på sin lillebror, fordi han forstyrrer ham midt i lektierne. Situationen blev ægte. Både Jens og jeg oplevede det ”at handle sandfærdigt under opdigtede omstændigheder”. Vi spillede godt skuespil. Vi oplevede. Vi mærkede, og vigtigst af alt: Vi levede. Vi fik det der jag man får ned gennem kroppen, når man diskuterer med kæresten. Eller når man føler sig uretfærdigt behandlet. Eller når man virkelig elsker nogen. Når det føles ægte. Simpelthen fordi vi bare lyttede til hinanden, mærkede efter hvad der skete nede i maven, og reagerede på det.

Jeg føler mig som en ny skuespiller efter at have rørt ved Meisnerteknikken. Jeg har oplevet hvordan det er at være den lyttende, oplevende og reagerende skuespiller, uden at mit hoved fortalte mig at jeg skulle alt muligt. For mig, er det ægte skuespil. Dét, der rører mig allermest. Jeg har virkelig opnået forståelse for, hvor vigtigt det er at lytte til det menneske som står foran mig. Det synes jeg generelt bare at vi som mennesker burde gøre mere. Rent faktisk give os tid og plads til at lytte til hinanden mere med maven, end med hovedet. Jeg håber at jer som læser med, forstår hvad det er jeg mener. Jeg personligt, har i al fald oplevet at det giver mest mening for mig. Både som skuespiller og privatperson.

Hermed slutter mit bud på, hvorfor du som læser skulle læse dette brev. Lyt til personen foran dig. Mærk hvad der sker. Gå med dén følelse. ”Keep it real”, som alle de amerikanske rappere hele tiden siger. Det bliver så dejligt befriende.

De kærligste hilsener

Ricki Hall

Lidt mere om Ricki:

Ricki Hall går på sit 2. år på skuespillersporet som er en del af Afdelingen for Scenekunst. Han har igennem Talentskolen deltaget i flere forestillinger såsom: ”Hva F… Sker Der?” & ”Skytsengle”, derudover har han også spillet hovedrollen i 2.årsfilmen ”En Vals i Støvler” instrueret af Lukas Pallisgaard og har også hovedrollen i 3.årsfilmen ”SELFIE” instrueret af Mads Krause, som har premiere til december.

Fakta om Meisnerteknik

Meisnerteknikken stammer fra USA, nærmere betegnet New York. Den blev grundlagt af Sanford Meisner, der igennem 60 år underviste på The Neighbourhood Playhouse, hvor han opnåede legendestatus. I 1984 skrev han en bog om sin teknik. Han døde i 1997, 91 år gammel. Meisners teknik bygger videre på den berømte Stanislavskis teorier om ”ægte skuespil”. Groft sagt, det du ser på film og TV i dag, og til dels også på teateret.