Kristian Studsgaards billede.

Efter at have arbejdet med FAME i fire måneder er det nu slut.

“Da vi havde spillet den sidste scene, var jeg grædefærdig. Og vi var mange der græd på scenen.” Sådan beskriver Ricki Hall oplevelsen af afslutningen på den sidste visning af FAME i søndags til Sjællandske. “Det er superærgerligt, at det er slut allerede, for jeg kunne have spillet den 1000 gange til.” fortsætter Ricki, som også er andetårselev på Talentskolens Skuespillerspor.

Professionelt miljø

Talentskolens elever har udgjort ca. halvdelen af castet på FAME. Alle medvirkende var til casting i januar og derefter blev der tildelt roller. I perioden, hvor FAME stod på, var det Musikteater Næstved der stod for undervisningen. Meningen er at give de unge en mulighed for, at føle sig så tæt på et professionelt miljø som overhovedet muligt.
“Det mener jeg helt sikkert, vi er lykkedes med. De unge har virkelig løftet sig under processen, og mange er klar til at tage en videregående uddannelse inden for scenekunst” fortæller instruktøren Kristian Studsgaard til Sjællandske og fortsætter “Hvis ingen af de her kommer til at leve af musicals, så spiser jeg min kasket!”

Sidste forestilling som afsked

For 20-årige Ditte Staalsgaard var det ikke kun et farvel til musicalen FAME i søndags. I næste uge dimitterer hun efter tre år som elev på Talentskolen.
“Det har været så fedt at være med. Vi betragtes som professionelle og får meget ansvar. Der er tillid til, at vi præsterer, men det handler også om, at komme til tiden og gøre, hvad der bliver sagt. Det er en hård verden, og jeg er forelsket i den” fortæller hun til Sjællandske og fortsætter “Min plan har hele tiden været, at jeg ville ud og rejse, når jeg var færdig, men nu er jeg kommet i tvivl. Jeg har fået så meget ros fra mange steder, så nu overvejer jeg lidt at søge ind på skuespillerskolen med det samme. Jeg har virkelig fået selvtillid og følelsen af, at jeg kan det her.”

FAME får meget ros

“Yderst god og tilfredsstillende forestilling. Nu har jeg oplevet meget teater, og som helhed er den noget af det bedste jeg har oplevet.” skriver boblebaronen som kommentar til et instagrambillede af FAME. Der var i alt 1000 publikumer, der så de fire forestillinger og ord som: fantastisk, fængende, fænomenal, medrivende og imponerende er alle ord, som de har brugt på de sociale medier efter de havde set forestillingen.

Jeanet Petri Christiansen var inde og se forestillingen om fredagen, men blev simpelthen nødt til at købe en billet til søndag også, hun fortæller: “Efter at have set Fame en gang blev jeg ved med at tænke på den, og kunne ikke få sangene ud af mit hoved. Samspillet mellem sang, dans og skuespil var så imponerende, at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at se den igen. Det var det så underholdende på sådan en professionel måde, at jeg bare sugede det hele til mig og nød det hele vejen igennem. Jeg ville sagtens kunne se den en 3. gang.”

TV ØST var forbi

TV ØST var også forbi forestillingen og kiggede med backstage, hvor de snakkede med Marie Holst der også er tredjeårselev og dimitterer næste uge. Du kan du se indslaget her: