Formål

Formålet med linjen Kunst/Design er, at forberede eleverne på at kunne fungere som selvstændige kunstnere og designere, samt give dem et tydeligt indblik i kunst- og designbranchens mangeartede udtryk og facetter. Dette vil være gennem opgaver, projekter, studieture og mødet med undervisere som har vidt forskellige tilgange til det visuelle felt. Eleverne styrkes herigennem til at kunne træffe et kvalificeret valg i forhold til deres egen fremtid og forbedre mulighederne for at leve op til optagelseskravene til de statslige kunst- og designuddannelser, uddannelser i ind- og udland samt beslægtede uddannelser. Efter tre års kursus forventes det at eleven:

  • Føler sig afklaret i forhold til fremtidige uddannelsesønsker
  • Kan skabe og forstå de visuelle udtryk – fra idé til værk/produkt
  • Har forståelse for brugen af sine styrker – og potentialet for videreudvikling heraf
  • Kan arbejde kreativt,innovativt og selvstændigt såvel som i samspil med andre
  • Kan reflektere sagligt over eget og andres kunstneriske arbejde
  • Kan sætte sig ind i andres ideer og herigennem blive medskabende/fortolker
  • Har et bredt kendskab til forskellige kunst og design former/-retninger
  • Har kendskab til uddannelsesmuligheder i såvel ind- som udland
  • Har et kendskab til ”hverdagen” i det professionelle liv som kunstner og designer
  • Har et kendskab til kunst- og designhistorie
  • Har opnået tekniske færdigheder som en del af skabelsesprocessen
  • Har troen på, og erfaring med, at egne ideer kan realiseres

Optagelse og krav

Optagelsesprøven på Kunst/Design er et workshopforløb. På baggrund af en skriftlig ansøgning, som kort beskriver ansøgerens baggrund og motivation, indkaldes alle ansøgere til optagelsesworkshop, hvor de medbringer 10 egne værker. Workshoppens forløb vil variere fra år til år. Der vil dog altid være 2-3 småopgaver. I forbindelse med workshoppen kaldes ansøgeren til en personlig samtale, hvor elevens studieegnethed vurderes. Samtalen tager afsæt i ansøgerens skriftlige ansøgning samt i ansøgerens egne medbragte værker.

Kompetenceforløb

På linjen Kunst/Design vil eleven i løbet af de tre år opleve stigende fagligt niveau og voksende krav til egen indsats. Elevens forventede kompetencer efter hvert af de tre år på Talentskolen er fastsat således:

Det første år fokuseres på bundne opgaver og på at skabe en god gruppedynamik.

Efter første år forventes eleven at:

  • Kunne arbejde seriøst og vedholdende
  • Have levet op til forventningerne i optagelseskravene
  • Være i stand til at samarbejde og bidrage positivt til gruppens fællesskab
  • Have et kendskab til en række visuelle udtryk, stilarter og teknikker
  • Have kendskab til arbejdsmetoder som styrker de kreative processer
  • Have lavet sin første udstilling sammen med resten af gruppen

Det andet år fokuseres på den personlige udvikling og det personlige udtryk.

Efter andet år forventes eleven at:

  • Have styrket sit personlige udtryk
  • Have kendskab til forskellige visuelle udtryk/-retninger
  • Kunne skabe værker/produkter/materialer ud fra egne ideer, såvel som bundne opgaver
  • Have færdigheder i såvel teori som teknik
  • Have forståelse for skabelsesprocesser
  • Have redskaber til selv at organisere udstillinger over elevarbejder
  • Arbejde eksperimenterende og åbent med selvstændig idéudvikling og værkfremstilling

Det tredje år fokuseres på den personlige udvikling og det personlige udtryk, samtidig med en klarlægning af hvilken retning eleven skal hen og styrke eleven i dette.

Efter tredje år forventes eleven at:

  • Være bevidst om sit personlige udtryk og at have styrket denne
  • Kunne skabe værker/produkter/materialer ud fra egne ideer
  • Fremstå sikker i egne ideer og metoder
  • Have redskaber til selv at organisere udstillinger og lave formidlende tekster
  • Være overbevisende og analytisk, og have øget den kunstneriske bevidstgørelse
  • Have kendskab til dele af livet som professionel kunstner og designer.
  • Have klarhed over hvilken uddannelse man ønsker at søge videre på

Undervisningens indhold og tilrettelæggelse

Undervisningen indeholder:

  • Selvstændigt kunstnerisk arbejde
  • Tegnebordsarbejde, individuel rådgivning og individuelle opgaver
  • Fællesopgaver og projekter + fællesgennemgang af opgaverne
  • Idéudvikling
  • Gæstelærere og dermed intro til forskellige visuelle udtryk
  • Besøg på videregående skoler for kunst og design
  • Tekstarbejde
  • Design og Kunsthistorie
  • Teoretisk og praktisk arbejde med diverse teknikker
  • Produktion af udstillinger og udstilling af eget arbejde
  • Studietur
  • Portfolio
  • Møde med professionelle kunstnere, designere, arkitekter og kunsthåndværkere f.eks. via studio-visit
  • Vejledning og coaching

Undervisningen er tilrettelagt så der veksles imellem:

  • Projektarbejde
  • Holdundervisning
  • Individuel opgaveløsning

Som en del af undervisningen og efter individuelle behov og ønsker, kan der undervises i teknik og teori, som fx digitalt fotografi, video, lyd, grafik, keramik, grafisk design, tekstil, tegning, maleri, skulptur, installation, bogbinding, IT, webdesign mm.

Årsprøve

I løbet af året samles resultaterne af elevens opgaver/projekter i en portfolio, hvis udformning aftales mellem linjekoordinator og elever. Op til årsprøven vurderes portfolien med godkendt/ikke godkendt. Kan portfolien ikke godkendes, arbejder eleven videre med den, vejledt af linjekoordinator, indtil den kan godkendes. På baggrund af en godkendt portefolio udarbejder eleven en præsentation af årets arbejde, det kan eksempelvis være et værk, en udstilling eller en bog – valget afhænger af den enkelte elev i samarbejde med linjekoordinatoren. Eleven skal i præsentationen af dette bl.a. reflektere over egen læring og sætte sig faglige og personlige mål for det kommende års udvikling. Disse rammer besluttes af linjekoordinator i samarbejde med eleven. Eleven bedømmes på den godkendte portfolio og på præsentationen med bestået/ikke bestået. Med bedømmelsen følger en skriftlig udtalelse fra linjekoordinatoren, som både er baseret på årsprøve og på tilbagemeldinger fra undervisere gennem hele året.

Afgangseksamen

Eksamen består af en præsentation, som ved årsprøven, og en efterfølgende mundtlig eksamen. Den mundtlige eksamen er en refleksion over, og redegørelse for, arbejdet frem mod præsentationen, samt en præsentation af elevens samlede portfolio. Eleven bedømmes på sin præsentation og på sin portfolio – i lighed med årsprøverne. Desuden modtager eleven en udtalelse fra linjekoordinatoren, baseret på tilbagemeldinger fra undervisere gennem hele forløbet. Der gives karakter for elevens præsentation. Desuden gives karakter for en mundtlig eksamen med afsæt i elevens portfolio.