Formål

Talentskolens Forfatterlinje skal give eleven indblik i, hvad det vil sige at skrive litteratur. Den skal lære eleven at tænke litterært og udfordre og skærpe elevens skrivetalent og kunstsyn. Via læsninger af eksisterende litteratur, dansk som international, eksperimenterende skriveøvelser og kritiske læsninger af elevens tekster skal eleven stifte bekendtskab med litterære greb, teknikker og tankegange og lære at finde sine egne muligheder for skrift og stemmeføring. Eleven skal opmuntres og anfægtes for på den måde at give vedkommende de bedste muligheder for at vurdere, om forfatterarbejdet kunne være en fremtidig beskæftigelse.

Optagelse

For at blive optaget ind på Talentskolens Forfatterlinje skal ansøger indsende max. 15 sider tekst, som vedkommende selv har skrevet. Udvalgte ansøgere indkaldes til individuelle samtaler a ca. 30. min. På baggrund af tekstindsendelsen og samtalen tager Talentskolen stilling til, om ansøgeren optages.

Talentudvikling

Efter første år forventes det, at eleven:
• kan arbejde fokuseret og eksperimenterende med stillede opgaver
• kan lytte til og tage tekstkritik til sig
• er kommet videre end skriveøvelserne og er begyndt på egne skriveprojekter
• er en nysgerrig og sulten læser af litteratur

Efter andet år forventes det, at eleven:
• har en selvstændig kreativ og kritisk brug af litterære genrer, greb og teknikker
• kan skrive sig igennem og strukturere et større og komplekst litterært stof
• kan læse egne og andres tekster nuanceret og med kvalificeret kræsenhed
• fremføre tekster overbevisende over for et publikum

Undervisning

Hovedparten af undervisningen, 24 uger om året, foregår som fjernundervisning, kritisk tekstvejledning, hvor eleven er i online dialog med Forfatterlinjens afdelingsleder, som er aktiv forfatter, en time om ugen hjemme hos sig selv. Undervisningen tager udgangspunkt i elevens individuelle skrivearbejde. I det omfang, der er brug for det, præsenteres eleven for relevante skrivetekniske øvelser med udgangspunkt i litterære eksempler og problematikker. Ud over fjernundervisningen er der i løbet af et år fem-seks skriveværksteder hen over weekender, hvor Forfatterlinjen mødes samlet med afdelingslederen, og hvor der også er inviteret en gæsteforfatter som tekstlæser. Minimum to gange årligt er Forfatterlinjen vært for et arrangement i Næstved, hvor Forfatterlinjen læser op eller på anden måde præsenterer sit arbejde. Desuden arbejder Forfatterlinjen minimum en gang årligt sammen med en af Talentskolens øvrige linjer om et fælles kunstnerisk projekt.

Årsafslutninger og afgang

Ved slutningen af hvert år afleverer eleven en tekst til Forfatterlinjens antologi, som efterfølgende redigeres, udgives og præsenteres til et oplæsningsarrangement i eller omkring Næstved. Eleven bidrager med 10-20 bogsider i antologien. Afgangselever modtager en skriftlig udtalelse fra Forfatterlinjens afdelingsleder, den faste mentor.