PageLines- slide1.jpgTalentskolen i Næstved er et tilbud til unge talenter ml. 15-25, der drømmer om en karriere som skuespiller, musicalstjerne, filminstruktør, animator, billedkunstner, designer, arkitekt, forfatter, danser, eller noget der ligner.

De første linjer: ’teater/musical’ og ’forfatter’ åbnede i aug. 2013 og til sommer 2014 åbnes linjerne: ’film/animation’ og ’billedkunst/design’. Talentskolen er en skole for kunstneriske grundkurser, der tilbyder 3-årige forløb, man kan passe sideløbende med f.eks. en ungdomsuddannelse eller et job. Man skal bestå en optagelsesprøve for at komme på Talentskolen. Undervisningen foregår i Næstved 10 timer om ugen i ca. 36 uger om året.

Stillingen består af to overordnede funktioner:

  • En koordinatorfunktion for linjen film/animation på 290 t/årligt
  • En funktion som hovedunderviser på linjen film/animation, dog maksimum 50% af linjens samlede antal lektioner på i alt 360 t/årligt.

Som linjekoordinator og fast underviser har du ansvaret for:

  • Koordinering af lærere og undervisning, herunder kommunikation, praktisk assistance og samarbejde.
  • Udfærdigelse af undervisningsplaner.
  • Studievejledning af elever.
  • Administrative opgaver i forbindelse med linjens drift og udvikling.
  • Arrangere studieture, introdage, elevforestillinger osv.
  • Koordinere og afvikle årsprøver og afgangseksamener.
  • Udvikle faglige netværk, projekter og events ud over den daglige undervisning i samarbejde med nationale og internationale partnere.
  • Indgå i Talentskolens team og samarbejde med de øvrige linjekoordinatorer og skolens leder.
  • Sørge for, at den samlede undervisning hænger sammen med studieordningen, og at der er progression i elevernes kursusforløb.

Desuden forventes det, at du underviser indenfor den nævnte ramme.

Vi tilbyder et job:

  • med ansvar og indflydelse, hvor du kan være med til at bygge et ambitiøst undervisningstilbud op.
  • hvor du er en central medarbejder i et lille, men voksende, team af kompetente kolleger.
  • hvor du bliver en del af et positivt og anerkendende arbejdsmiljø.
  • hvor du som kommunalt ansat er underlagt de samme rettigheder og pligter, som kommunens øvrige medarbejdere.

Vi forventer at du:

  • har en relevant kunstnerisk videregående uddannelse eller erfaring og baggrund, som svarer hertil.
  • har et solidt fagligt netværk og kan tage ansvaret for at varetage linjens 2 profiler, film og animation, med lige stor vægt. Det betyder ikke, at du selv nødvendigvis skal kunne undervise i begge dele, men at du kan tage ansvaret for at koordinere og tilrettelægge begge dele.
  • er en god erfaren underviser, som kan lide at være sammen med unge mennesker.
  • har gode samarbejdsevner, administrative evner og kan lide at koordinere.
  • har gode kommunikative egenskaber, kan motivere og har gennemslagskraft.
  • kan bevare overblikket i travle perioder.

Løn- og ansættelsesvilkår

Fordi stillingen omfatter to typer af funktioner vil lønnen være sammensat dels, for koordinatorfunktionens vedkommende, af overenskomsten gældende for afdelingsledere i ungdomsskolen, jævnfør gældende overenskomst mellem KL og LU. og dels, for undervisningen vedkommende, af individuelle forhandlinger baseret på retningslinjer fra relevante faglige foreninger.

Tiltrædelse

Du vil blive fastansat pr. 1. aug. 2014, men allerede udpeget i april måned 2014, da der er enkeltstående opgaver inden studiestart, som du vil blive bedt om at varetage på honorarbasis.

Vil du vide mere

Du er velkommen til at kontakte talentskoleleder Kathrine Olldag Mazanti på mail: kamaz(a)naestved.dk eller på tlf: 2545 1406

Ansøgningsfrist mandag, den 24. februar 2013

Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 11.

VIGTIGT: Næstved Kommune behandler kun ansøgninger, der er modtaget elektronisk. Du kan søge elektronisk via www.naestved.dk/job. Her kan du også se, hvor du kan få hjælp til elektronisk ansøgning, hvis du har behov for det.

Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen “Send ansøgning” neden under selve stillingsopslaget på linket ovenfor og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. CV i begrænset omfang.