Tilmelding til masterclass i design
Designlinjen, som vi kender den, er ved at blive omstruktureret. Den opstår i et nyt format på ny adresse på Grønnegade Kaserne, som ligger i sammenhæng med de øvrige linjer, midt i Næstveds Centrum tæt på stationen. Mens vi venter på at være klar i det nye format, tilbyder vi en række DESIGN MASTERCLASSES for unge i alderen 16-29 år.
2-dages Re-design Masterclass i bæredygtig mode, med designer Melanie Soriano
Få et ærligt indblik i rejsen bag et upcycling-brand med denne eksklusive to-dages masterclass med stifteren af Studio Soriano. Hør, hvordan kreative idéer bliver omsat til en bæredygtig virksomhed – fra design og produktion til forretning. I forløbet får du også inspiration og konkret erfaring med at designe og skabe din egen taske eller beklædningsgenstand. Melanie Soriano er hjertet og hænderne bag Studio Soriano, og i løbet af denne masterclass giver hun dig et indblik i, hvordan passion, kreativitet og iværksætteri går hånd i hånd.
Om Melanie Soriano
Som beklædningsteknolog og designer med en uddannelse i bæredygtig mode har Melanie Soriano altid været drevet af troen på, at mode kan være både innovativ og ansvarlig. Hendes arbejde er centreret omkring upcycling, nul affald og redesign, samtidig med at hun prioriterer social ansvarlighed. Studio Soriano ligger på Nørrebro i København og kan besøges efter aftale.
Links
- Dato: Lørdag d. 31. oktober kl. 10.00-15.00 og søndag d. 1. november kl. 10.00-15.00
- Sted: Talentskolens Designlinje, Grønnegade 10, Grønnegade Kaserne, 4700 Næstved
- Tilmelding senest 21. oktober 2026: På Designlinjens hjemmeside (max 16 deltagere)
- Pris: Gratis - men der er bindende tilmelding. Der opkræves en no-show-betaling på 400 kr., hvis man er tilmeldt, men ikke dukker op.
- Målgruppe: Unge 16-29 år, med interesse for design, accessories og beklædning, upcycling og evt. med iværksætterdrømme.
8-dages glasdesign-masterclass med glasdesigner og formmager Christine Bové på Holmegaard Værk
Vær med til denne unikke masterclass, hvor glasdesigner Christine Bové giver dig inspiration og vejledning til at udvikle egne drikkeglas ud fra to koncepter: (1) den styrede formblæsning og (2) den vilde nedbrydelige blæseform. Ét glas, hvor arbejdet med funktion og brugeroplevelse munder ud i et færdigt design klar til serieproduktion. Ét glas med en unik frisættelse af skabelsesprocessen, hvor nedbrydelige blæseforme skaber konstant udvikling i mødet med det varme glas. Du får en helt enestående indsigt i glassets muligheder og hvordan du som designer kan kontrollere det brandvarme, levende materiale og samarbejde med Holmegaard Værks glaspustere og formmager.
Under forløbet lærer du at begå dig i flere materialer og værksteder – herunder gips, ler, formværkstedet, glasværkstedet med tilhørende glaspustere, sliberiet, sandblæserværkstedet og gravering.
I arbejder i teams af to med skitsering, designproces og udarbejdelse af blæseforme – i mødet med det varme glas og i sliberiet er det muligt at tage jeres fælles greb i hver jeres retning med tilføjelse af glas-påklip, forvrængning, optikforme eller efterbearbejdning ved slibning og sandblæsning – jeres glasdesigns er altså i konstant udvikling frem til sidste kursusdag.
Hver dag lærer I at begå jer i et nyt værksted. Alle mødedage er derfor obligatoriske, og hver dag er ny, vild og fed! Der er selvfølgelig kyndig vejledning hele vejen igennem. Efter endt 8-dages forløb kan du tage afsted med dine helt egne unikke drikkeglas.
Om Christine Bové
Christine er uddannet fra Det Kongelige Akademis Designskole med speciale i glaskunst og keramisk formgivning. Hun er glasdesigner med særligt fokus på formmageri og produktudvikling. Ved siden af sit virke som glasdesigner er Christine fast underviser og formidlingskoordinator på Holmegaard Værk, hvor hun også bistår udøvende kunstnere i deres kunstneriske praksis med specialviden inden for formproduktion og udvikling af glasværker.
Links
- Dato: Uge 43 + Uge 44 (man-, tirs-, tors- og fredag) kl. 09.30 - 15.00
- Sted: Holmegaard Værk, Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard
- Tilmelding: Senest mandag d. 5. oktober 2026 kl. 12.00 (max 16 deltagere)
- Format: Der udarbejdes i teams af to deltagere 2 typer blæseforme til glasfremstilling – vi sammensætter jer på baggrund af jeres beskrivelse af jer selv i tilmeldingsblanketten.
- Pris: Gratis - men der er bindende tilmelding. Der opkræves en no-show-betaling på 1.000 kr. hvis man er tilmeldt, men ikke dukker op.
- Målgruppe: Unge 16-29 år, med interesse for design og formgivning, industrielt og unikaproduktion, og evt. med iværksætterdrømme.
- Transport: Tag Bus 601A fra Næstved St. (Farimagsvej) i retning Holmegaard Værk (Glasværksvej). Afgang hvert kvarter.
Du kan kun søge, hvis du er i alderen 16-29 år. Skriv lidt om dig selv. Det er gratis men du vil blive opkrævet et gebyr, hvis du ikke dukker op og ikke melder fra i god tid eller har en gyldig sygemelding. Du vil få svar løbende på mail.
ANSØGNINGSFRIST
- Masterclass 1: 21. oktober 2026
- Masterclass 2: 5. oktober 2026 kl 12