KUNST
Talentskolens kunstlinje er et treårigt tilbud til unge ml. 16-29, der har en kunstnerisk nysgerrighed, er motiverede, kan arbejde selvstændigt og samtidig ønsker at være en del af et forpligtende fællesskab. Vi har fokus på faglig fordybelse og forløbet er både afklarende og forberedende. På kunstlinjen kan du udvikle dit talent og tilegne dig de fornødne kompetencer til at kunne søge optagelse på et af de nationale eller internationale kunstakademier. Formålet er at lægge et fundamentet der gør, at du kan finde dit eget sprog, udvikle dine kunstneriske ideer og udfolde dig som menneske.
Om kunstlinjen
- Alder: 16-29 år
- Varighed: 3 år, årligt 36 uger BGK (Billedkunstnerisk grundkursus) Ca. 10
undervisningstimer om ugen - Start/slut: August-juni
- Undervisningsdage: Tirsdage og torsdage kl 16-20 + udvalgte weekender og
løbende fællesarrangementer - Egenbetaling: 5.000 kr. årligt pr. studieår som betales i 5 rater
- Adresse pr 1. juli 2026: Grønnegade Kaserne, Grønnegade 10, 4700 Næstved (5.
min fra Næstved Station) - Studieansvarlig: Jette Ellgaard, jetekr@naestved.dk
Vi åbner for nye ansøgere i foråret 2026
Vi åbner for ny optagelse i foråret 2026 og holder Åbent Hus så du lige kan mærke viben. Følg med på instagram og på optagelsessiden på knappen herunder. Alle ansøgere som inviteres til optagelsesprøve vil få besked direkte.
Kunstnerisk teknik og fordybelse
I løbet af dine 3 studieår på kunstlinjen introduceres du til en lang række medier og arbejdsteknikker inden for det billedkunstneriske felt; tegning, maleri, grafik, arbejdet med skulpturens mange materialer, installation, performance, foto-, lyd-, tekst- og videokunst. Du tilbydes et fordybelsesrum i atelieret, hvor du dels har tid på din atelierplads og dels mødes om kunstneriske samtaler og opgaver i plenum med dine medstuderende.
Fællesskab og tværfaglighed
Der går 5 elever på hver af de 3 årgange, og de 15 elever undervises som ét hold. Der er et trygt miljø på kunstlinjen, hvor alle kan udveksle erfaringer og arbejde fokuseret med både de stillede opgaver og med egne kunstneriske projekter. Atelieret er tilgængeligt alle dage året rundt og opleves som et frirum og en fælles base for kunstnerisk udfoldelse og skabelse.
I løbet af studiet vil der være tværfaglige projekter, ekskursioner med udstillings- og kunstnerbesøg samt studieture. Kunstlinjen deltager bl.a. i det årlige Talenttræf, hvor kunstinteresserende unge fra hele landet mødes til en faglig weekend. Fast er også et besøg på Kunstakademiet i København og en årlig studietur til en by, hvor tidligere elever nu er akademistuderende. Senest har vi besøgt Amsterdam og Bergen.
Afgang og videre herfra
Studiet er eksamensfrit, men under Talentskolens årlige elevudstilling, FACIT, afholdes en årsprøve. Her samtaler kunsteleverne om tilblivelsen af FACIT-værkerne med en ekstern censor. Samtalen foregår i udstillingen, og alle kunsteleverne overværer hinandens gennemgange. Efter årsprøven skriver censoren en udtalelse på baggrund af oplevelsen. Der overrækkes et diplom ved afslutningen af studietiden.
Efter 3 år på Talentskolens kunstlinje har du opnået en forståelse for samtidskunst og fået et kendskab til kunstfagets mange medier og metoder. Du kan udtrykke dig kunstnerisk, har udviklet et sprog for det, du laver, og kan gå i dialog med andre. Du er modnet i din afklaring om fremtidsønsker og en evt. videre vej mod optagelse på en af de eftertragtede, videregående kunstuddannelser.
Undervisere
Jette Ellgaard er uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun arbejder med en bred vifte af medier og formater, der spænder over installation, foto, lyd og video. Jette har 20 års udstillingserfaring som udøvende kunstner og er bl.a. medskaber af det kunstnerdrevne udstillingssted LOKALE. Hun har en stor undervisningserfaring, er tilmed uddannet lærer og har været initiativtager til flere kunstskoler. Jette har været studieansvarlig for Talentskolens kunstlinje i 11 år.
De seneste års gæstelærere
- Maj Kjærsig
- Kasper Hesselbjerg
- Ulrik Stenshøj
- Dorte Buckwald
- Lise Ulvedahl Carlsen
- Kristina Ask
- Sarah Bodil Tierney
- Janne Schäfer
- Charlotte Trane
- Stina Resting (Designer)