Gå til hovedindhold

FREITAG

FREITAG er en gratis fredagsbar og et nyt kulturelt mødested i samarbejde mellem Talentskolen, Næstved Musikskole og JB10. 2-4 gange om året åbner vi dørene til en aften, hvor etablerede og spirende kunstnere mødes om scenen og samtalen.

Aftenens program byder altid på en talk eller et interview med en etableret kunstner, hvor publikum får et sjældent indblik i den kunstneriske proces – fra den første idé, over det formende arbejde, til det færdige udtryk. Dertil kommer lokale acts, der performer, fællesspisning og bar.

Artist Talk med Zoumer

Bag projektet Zoumer står Yasmina Derradj, der arbejder med brudstykker af samples, field recordings fra videomateriale, MIDI-instrumenter og intime vokaloptagelser, som hun samler i et både personligt og fragmenteret lydunivers. Arbejdet bevæger sig mellem sangskrivning, produktion og en mere collagebaseret tilgang til lyd.

Hendes seneste udgivelse, konceptalbummet e.a.l. (euro arab lovergirl), har fået opmærksomhed fra bl.a. Pitchfork, Dazed, The Line of Best Fit og danske medier som GAFFA og Soundvenue. Sideløbende studerer Yasmina på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og hendes arbejdsproces bevæger sig ofte et sted mellem musik, billeder, tekst, research og en interesse for at indsamle materiale.

Til FREITAG kommer hun forbi for at åbne op for sin kreative proces: hvordan en sang eller idé opstår, hvordan materiale samles og bearbejdes, og hvordan musik kan udvikle sig på tværs af medier og arbejdsmetoder.

Oplæsning fra forfatterlinjen

Forfatterlinjen repræsenteres af Alexander Phillips Larsen. Alexander læser fra teksten Min bror (som kunne klatre), et sjovt og rørende portræt af en tvillingebror og en relation. 

Studieansvarlig på forfatterlinjen, Mads Eslund, indleder med at introducere og fortælle om Talentskolens forfatterlinje. 

Tanken bag FREITAG er at skabe et uformelt rum for samtale om kreativitet og proces. Et sted hvor man kan møde andre med samme interesser, dele sine visioner og diskutere kunstneriske idéer på tværs af genrer og udtryksformer.

FREITAG afholdes i Talentskolens teatersal og er åbent for alle – arrangementet er gratis.

Tidligere FREITAG <3